Nyhedsbreve:


Oktober 2007     November 2007   December 2007  

Januar 2008       Maj 2008           September 2008

December 2008

1. Nyhedsbrev. Oktober 2007.

Kære alle.

Nu er vi efterhånden ved at være faldet på plads her i Australien, og det er i høj grad på tide med et livstegn fra os.

Det føles som lang tid siden, at vi tog af sted fra Kastrup mandag d. 3. september, vi er allerede mange oplevelser rigere. Dette kunne vist gå hen og blive en lang hilsen…

Optakten til vores afrejse, var også en fantastisk tid; tak til jer alle for at gøre den tid sommeren over til en speciel tid, dvs. tak for hilsner, tanker og opmærksomheder til os alle 5.

Huset fik vi efterhånden tømt og gjort klar til overtagelse til en familie fra England pr. 1/9. I den forbindelse vil jeg gerne give et lille råd: Når du står med en ting, som skal gemmes fordi ”den kan vi sikkert få brug for..” eller ”den er altså for god at smide væk..”, så overvej det lige en ekstra gang, for der kan godt nok gemmes meget. Læs: Selvom vi har smidt meget ud, var der alligevel mange kasser, der nu står i mine forældres kælder og loftsrum.

Vi endte med at sende en 20 kg flyttekasse pr. post, resten tog vi med os. Det blev til 3 rygsække til vores Thailands tur, 5 tasker/kuffert ved siden af og en håndbagage rygsæk til hver.

Afsked i Kastrup d. 3/9, nu er vi endelig på vej efter 2 års planlægning. Spændende at flyve for første gang for Casper og Maria. Vi lander i Bangkok kl. 6 om morgenen og flyver videre til Krabi i Sydthailand 2 timer senere.

Lige nord for Krabi har vi booket et hotel for de første 3 dage og nyder de første dage ved stranden og hotellets pool. Vi møder aber på stranden, rider på elefanter, får alle massage og får købt billigt ind af div. Vi kører i åbne busser, sejler med ”Longtailboats” og Maria får lavet fletninger i håret med perler.

Vi beslutter os for at tage til Koh Phi Phi, hvor vi bor 2 forskellige steder. Til sidst 3 dage på ”Longbeach” i en bungalow lige på stranden. Et fantastisk sted med et koralrev lige ud for stranden. Vi var hver dag på snorkel tur og så de mest fantastiske fisk og store søpindsvin.

Derefter nattog til Bangkok, hvor vi sluttede af med 3 dages sightseeing og indkøb. En larmende og trafikeret oplevelse efter vores dejlige strandferie. Vi fik set en masse Budda’er og kørt i Tuk Tuk’er.

Børnene har haft en fantastisk oplevelse, med restaurantbesøg 3 gange om dagen, masser af opmærksom fra de børneelskende thai’er (og vi så ingen andre turist-børn), billige colaer og is, øvelse i at tale engelsk (og Thai), masser af badning og indblik i fremmedartet levevis.

Vi landede i Sydney d. 18/9, hvor vi kørte i en lejet bil 3 timer videre til Canberra. Vi startede med at bo hos Alison og Tim, Nicholas (11) og Caroline (9). Med det samme gik vi i gang med at lede efter et hus, købe bil og finde skoler. De huse, der var til leje lige i Alison og Tims område, viste sige at være i ikke så god stand (de var opkøbt kun med det formål at leje det ud), så det var lige pludselig ikke så nemt. Til gengæld var deres nabohus til leje, men kun for ½ år. Vi besluttede os for at bo der; vi får sommeren ved siden af A og T (og deres pool), god hjælp af dem og alle deres naboer og venner i området og bor nu i et fantastisk lækkert, spændende og moderne hus. – Men skal altså flytte om ½ år.

Vi fik nøglen 9 dage efter vi ankom, samme dag som vi kunne hente vores bil (en 7 pers. Chrysler Voyager med DVD afspiller i loftet – en fed bil at køre i. Bilpriserne er meget sjovere end i DK!), Jens’ 1. arbejdsdag, og børnene 2. dag i skole (dvs. første rigtige dag alene…)

De går alle 3 i en indslusningsskole for børn, der skal lære engelsk. Jacob går på college 45 min væk med bus. Han går i en klasse, som slutter til jul, så derefter skal han i en almindelig skole. Casper og Maria går i skole 10 min væk i bil, hvor de skal gå i 9 måneder, og derefter skal de over i en almindelig skole. Der er mange skoler, så vi vil kunne finde en tæt på, hvor vi bor om 9 mdr.

De går alle 3 i klasser med børn fra hele verden. Ikke så mange fra Europa, men mange fra Asien og Afrika. – Det er noget af en ny verden for dem. De har alle 3 været glade for det fra start af, men det har ikke været meget Casper og Maria har kunnet forstå på en lang skoledag fra 9 – 15 i de første dage; Casper startede med at score 2 mål i et frikvarters fodboldkamp den første dag, - så var den dag en succes. Marias nye penalhus blev beundret og ”alle ville låne mine farveblyanter” så hun var også glad. Jacob er blevet meget godt modtaget, fik hurtigt en vietnamesisk ven, der er fan af Peter Schmeichel og ville vide en masse om DK. Han har i det hele taget nydt at være en del af et teenage-miljø, ”der sker noget hele tiden…”.

Efter 3 dage i skole var der 14 dages forårsferie, så børnene er i skrivende stund (uge 42) kun lige startet i skolen igen.

Jens’ arbejde er meget anderledes end han er vant til, da det er konsulentarbejde, og der har været mange nye ting for ham at lære. Han arbejder sammen med Tim, og de to har allerede været til nogle firma-arrangementer og middage. Han tager ud til firmaer, og bliver nødt til at have en bil, så han er ved at finde sig en ekstra bil.

Alison havde ved venners hjælp skaffet 5 senge, 4 madrasser, et spisebord, 2 kommoder og nogle lamper. Resten har vi (læs: Mette) efterhånden fået skaffet, så vi har fået et hjem nu…

I børnenes ferie kørte børnene og jeg en dag tidligt af sted mod Sydney, hvor der ligger den nærmeste Ikea; vi fik fyldt bilen med dyner, puder, sengetøj, håndklæder, service, gryder, ALT til køkkenet, spisestuestole, borde, sengeborde, rammer, lamper og hvad Ikea ellers kan byde på. Børnene var med til at vælge det meste, spiste svenske kødboller til frokost og synes det havde været den fedeste dag…!

På ”genbrugspladsen” (hvor man kan købe tingene meget billigt) har jeg fundet lidt møbler, jeg har malet hvide, kurve, havestole, en ”Singer” symaskine, skrivebord, TV til Jacob etc. – Det har været rigtig sjovt. Vi mangler stadig lidt, bl.a. en gas grill, som vi ikke kan undvære, når vi ”are having a BBQ”.

Ud over alle de praktiske ting, har der været mange ting at tage stilling til, og sætte sig ind i hvordan fungerer. Telefon, internetadgang, forsikringer, bank, arbejds- og hus-kontrakter. Der er altså mange ting, som bare fungerer derhjemme, men som skal ”findes ud af” og ”hvad mon det kan hedde”… Vi har haft god hjælp af Alison og Tim!

Børnene har alle 3 spillet baseball i skoleferien. Det er rimeligt stort her, men ikke så stort som cricket. Drengene er blevet helt bidt af det, og starter nu i en club.

De er begge meldt til indendørs fodbold som starter i denne uge. - Om sommeren er der for varmt at spille udendørs, så der bliver spillet indendørs i aircon. haller. Til vinter (april) starter sæsonen udendørs igen.

Maria har været med Caroline til ballet, så det starter hun på.

I ferien har vi været lidt rundt i området, i zoo, svømmehal, på festival, sjove markeder, men har ellers brugt tiden på at indrette os og undersøge nærområdet.

Vi bor syd for centrum (byen på størrelse med Århus) med 10 min kørsel til centrum.

Byen er opdelt i små områder med hver deres shopping område, skoler og sportsfaciliteter, adskilt af naturområder med klipper/små bjerge. Der er meget tørt og goldt; det har stort set ikke regnet de sidste 7 år. Det er et fascinerende landskab, hvor vi fra de højeste steder kan se bjerge langt ude. Vi kører forbi olivenlunde og vinmarker, området minder os meget om Sydeuropa. Der er 2 timers kørsel til havet, og vi håber snart at få tid til at tage en tur derud.

Det er starten på foråret her, men vi har allerede haft nogle meget varme dage med 27-28 grader. Der er sol hver dag, men når det blæser er det ikke helt så varmt. Vi har en ekstra trøje på om morgenen, men ellers T-shirt og shorts/nederdel om dagen. Om aftenen og natten er her koldt, og da husene ikke er særlig godt isoleret har vi da også frosset nogle nætter. Vi har været ude og købe vinter-nattøj!

Der er rigtig mange kænguruer i området, men de kommer først frem om aftenen, så det kun ved en køretur lidt ud af byen i skumringen, at vi har set dem. Der ligger dog døde kænguruer i vejkanten på vejene ved naturparkerne (bliver påkørt om natten), så de er lige omkring os. Jacob har set en lige udenfor vinduet på hans skole, som ellers ligger meget tæt på centrum.

Vi har forskelligfarvede papegøjer siddende i vores blomster og træer i haven, kakaduer har vi set store flokke af, der kravler possums rundt på taget, giftige edderkopper i haven (har vi heldigvis ikke set selv, men Alison har set dem), jeg så en giftig brun slange på vejen mens jeg kørte og en nat vågnede vi ved høje lyde fra nogle påfugle. Påfuglene er her ikke normalt, men vi har 3 stk. gående rundt i villakvarteret, hvor de har slået sig ned. Er sikkert kommet væk deres landbrug.

Maden er meget lækker her. Priserne lidt lavere end i DK, men kvaliteten er meget bedre. Kødet er mørt og saftigt, mælken smager dejligt, frugt og grøntsager er meget friske og velsmagende og vinen er skøn.

Vi nyder at være her, alt er så anderledes og nyt. Men vi har også en almindelig hverdag med madpakker, tømning af opvaskemaskine etc., så vi skal ind imellem lige sige til hinanden, ”vi er altså langt hjemmefra og på den anden side af jorden – vi er midt i vores eventyr…. ”

Vi er i gang med at sætte vores hjemmeside op, hvor vi vil lægge billeder ind. Forhåbentlig kan du se den om en uges tid, prøv på www.jmfrandsen.dk 

Vores nye adresse er (udover denne sædvanlige e-mail-adresse): Fam. Frandsen, 7 Finniss Crescent, Narrabundah, ACT 2604, Australia

 

Tlf. hjemme: (0061)-2-6166 1244

Jens mobil: 0410 414 859

Mette mobil: 0403 798 036

Jacob mobil: 0435 080 778  

Mange kærlige hilsner

Maria, Casper, Jacob, Jens og Mette 

P.S. På nogle af jer havde vi flere e-mail adresser; skriv lige til os, hvis vi skal slette en adresse, tak! 

Familien Frandsen © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use

www.jmfrandsen.dk