Nyhedsbreve:


Oktober 2007     November 2007   December 2007

Januar 2008       Maj 2008           September 2008

December 2008

5. nyhedsbrev. Maj 2008.

 

Kære alle.

 

NU er det på tide med lidt nyheder her fra os ”Down-under” igen! Vi har nu været her i næsten 8 måneder, men det føles som meget længere, med alt det, vi allerede har oplevet… - Vi trives alle med vores hverdag, og nyder vores ture rundt i landet.

Siden sidst har vi været på en uges sommerferie til Tathra, 3 timers kørsel fra Canberra ved kysten, den sidste uge af børnenes  sommerferie i januar. Vi var af sted sammen med Alison, Tim og børnene og boede på campingplads med vores telt. Igen et fantastisk område, hvor vi var på flere ture i den store nationalpark ”Mimosa Rocks”. Vi besøgte forskellige strande, nogle med flotte klipper, andre med gode surf-bølger og en enkelt med et slags indsø område, hvor vandet var roligt; ”det var næsten som at bade derhjemme…” Vi havde 25 – 30 grader de fleste dage, men også lidt regn. Billederne kan som sædvanlig ses på www.jmfrandsen.dk.

 

Jeg brugte noget af februar til at være på udkig efter vores næste hus, vi skulle være ude d. 27/3 fra Finniss. Det så lidt svært ud på et tidspunkt, da vi kun søgte i området omkring Jacobs skole, som ligger tæt på centrum, med dyre og gamle huse… Jeg så på lejligheder og ”townhouses” (rækkehuse) også, men det lykkedes os at få et dejligt ældre hus med relativt nye tilbygninger. Vi har 4 værelser (Casper og Maria slap for at dele værelse - det frygtede han...) og så er der en ekstra stue, som vi vil bruge til gæsteværelse, men som i dagligdagen vil er et ekstra stort rum, evt. til Caspers bordtennisbord til vinter - det står i øjeblikket i garagen. Rimelig nyt badeværelse og køkken og vi har et ekstra toilet. Vi har endda aircondition i soveafdelingen af huset, som kan blive nødvendig, hvis vi får en varm sommer. Fine detaljer i den gamle del af huset, og en ny tilbygning, hvor stuen er, med klinker. Jeg har lagt nogle enkelte billeder ind på hjemmesiden under "adresse" - der kommer flere billeder senere. – Vi er glade for at bo i huset, men bliver dog indimellem vækket af possums, som løber rundt på taget om natten. Huset ligger i bunden af en lukket vej, så børnene kan cykle rundt foran huset. Vi har lånt cykler af Alison og Tim til Casper og Maria, så de nyder at kunne tage af sted selv. Vi har en stor sportsplads lige bag huset, hvor de selv kan cykle til.

 

Vi har haft besøg af min kusine Nomi i 3 uger i marts, d. 4-25/3, og det var dejligt have besøg hjemmefra og børnene nød at kunne dele deres liv her med hende. Vi havde 3 forrygende uger, hvor vi i 2½ uge havde mellem 30 og 35 grader og sol hver dag. Sommeren faldt simpelthen i de uger Nomi var her, og Australien kunne ikke præsentere sig bedre. Vi havde nogle begivenhedsrige hverdage og en masse dejlige ture i weekenderne. - Nomi oplevede børnenes skole og var en dag med både Maria og Casper i skole, så Jacob spille baseball, med til et bryllup (Jens’ kollega), kunne solbade og spise fra BBQ’en hver dag, ture rundt i Canberra, museer og zoo. Nomi og jeg fik også hygget os med shopping og café-besøg. Vores flytning var også i de tre uger, så Nomi hjalp os også med det.

Vi havde 3 weekender sammen, og dem brugte vi på nogle dejlige ture. Den første tur gik til en campingplads nær Batemans Bay, ”Depot Beach”; vi boede i vores telt blandt kænguruer, possums, latterfugle og så en død slange på vejen… Vi besøgte i alt 3 strande; børnene ville selvfølgelig vise Nomi deres favorit-strand ”South Durras”.

Næste weekend tog vi lørdag morgen til Sydney, som vi nød i 30 grader og sol. Vi var oppe i Sydney Tower med et fantastisk udsyn over hele Sydney, helt ud til havet. Var selvfølgelig forbi Operahuset, sejltur i havnen og nød bare området omkring havnen med bl.a. mange brudepar med deres festklædte gæster. Vi overnattede i en hotellejlighed nordpå i Sydney. – Næste morgen spiste vi morgenmad på ”Manly Beach” og badede der et par timer. Vi kørte gennem byen over broen og var om eftermiddagen på den berømte ”Bondi Beach”.

Den sidste weekend var påskeweekenden, som her er en 4 dages ferie. Vi boede på en campingplads ved kysten syd for Sydney, hvorfra vi var på ture til Kiama, Jervis Bay (med ”det hvideste sand i verden” – det var også fantstisk hvidt…), og på vejen hjem så ”Kangaroo Valley, som er en frodig dal med flotte vandfald. Denne weekend havde vi kun 18 – 24 grader og oplevede også regn.

Herefter var det tid for Nomi at rejse hjemad. Det var vemodigt at sige farvel og det blev tomt her, da hun rejste.

 

Jacob er nu i en almindelig australsk high school med størsteparten australske børn, og nyder at kunne cykle til og fra skole. Han ”hænger ud” (lyder ikke så smart på dansk…) med kammerater i den nærmeste park og omkring det nærmeste byområde med cafeer etc. I nærheden der er et stort rørsystem, som bruges til regnvand (som jo i øjeblikket er totalt tørlagt), men hvor de cykler i og bl.a. har fundet flagermus. – Han har fået flere lektier for; det var en lidt voldsom start for ham, men nu har han allerede større overskud med det engelske, så det tager ham ikke så meget tid mere. Alle fag er meget projekt orienterede og har flere gange skulle sættes op på en poster med kildehenvisninger. Så vi ved alle lidt mere om ”Vikinger” og ”det Periodiske System”… Selv i ”woodwork” (sløjd) skulle han skrive en projektbeskrivelse med materialebeskrivelse, tidsforbrug, nøjagtig design-tegning og fordele/ulemper ved det design, han havde valgt, før han måtte gå i gang.

Han spiller fodbold 3 gange om ugen og går på hold med kammerater fra skolen. Sæsonen starter rigtig nu, hvor vinteren er på vej. Her er fodbold en vintersport. Det er dog ikke som derhjemme, ved at have banerne tæt ved; vi må køre ham, eller han tager bussen.

 

Casper er netop sluttet sit forløb på den første skole, og går nu også i almindelig primary school med australske børn. Han var ikke meget for at skulle stoppe på Hughes; han var glad for skolen og kammeraterne der. – Men han er i det hele taget ikke meget for, at tingene ændres… Han har dog klaret alle udfordringerne rigtig flot. Han ville gerne sige ordentlig tak til hans lærerinde, så han fik mig til at købe blomster, bad om ordet til den sidste ”assembly” (samling på skolen, hvor alle elever og lærere er til stede) og sagde i mikrofonen ”thank you to the best teacher, Miss Singh…”. Hvor var jeg stolt af ham; jeg vidste, hvor nervøs han var over det!!

Han kæmper nu med alle de nye opgaver på hans nye skole ”Red Hill”, men har allerede opdaget, han nok skal klare det! Han nyder at læse, og læser bøger på både dansk og engelsk. Han går i klasse med 3 drenge fra hans fodboldklub, så frikvartererne går med fodbold – så han er glad! Han skal nu have skoleuniform på, farverne er grønne og gule (Australiens nationalfarver), så han er i grøn poloshirt og grønne shorts eller bukser hver dag.

Han spiller også fodbold og er kommet på 1. holdet og et udvalgt hold, og træner 2-3 gange om ugen. Han er kommet på hold med danske Christoffer, og har stadig danske Bjarne som træner. Jens er startet som assisterende træner på hans hold, så nu kan de to, som de er vant til, følges ad, og det hygger de sig med!

 

Maria skal gå en periode mere på Hughes, før hun er klar til en almindelig skole. Så hendes bedste venner er stadig fra Zimbabwe, Japan og Makedonien. Maria er langt med sit læseri, kan lydene fra alfabetet på både dansk og engelsk og har ikke problemer med at adskille de 2 sprog. Hun går nu i "year 1" og har skrive- og læse-lektier for hver dag. Hendes nye lærer spiller på klaver, så de synger meget; det er skønt at høre hende synge nye engelske sange. Hun nyder at gå i skole og synes det er sjovt at kunne skrive og læse. I frikvartererne hænger hun oppe i legepladsens redskaber eller leger nogle af de nye australske lege.

Selve skole systemet er meget anderledes, og ikke kun pga. uniformerne og at de skal sige "Mrs. .. " til deres lærere. Systemerne virker meget gammeldags og formanende. De har en bestemt måde, de skal sidde på, når der er samling f.eks.; der er en "lytte positur", hvor de skal sidde med benene over kors.... De skal hele tiden stå på linie, hvorfra lærerne så henter dem om morgenen og efter hvert frikvarter. Der er stor respekt og kærlighed for børnene, og de bliver ”rewarded” (belønnet med et diplom til en ”assembly”) for skolekundskaber, men også for gode menneskelige egenskaber.

Maria er fyldt 7 år og holdt fødselsdag med klassen en eftermiddag i skolen med ”Skattejagt” (danske opgaver med  bl.a. H.C. Andersen, Tivoli, Den lille havfrue og Mary) og kage. Om aftenen besøg af Alison og Tim, Jane og Anders + børn. Lørdag havde hun besøg af 2 veninder, hvor de malede, dekorerede kager og var også på skattejagt. Familierne kom til kage om eftermiddagen.

 

Børnene har lige haft 2 ugers efterårsferie d. 12-27/4, hvor vi fredagen inden havde ”graduation” af Casper. Jens og jeg var på skolen om eftermiddagen, hvor der var flotte afslutningstaler fra børnene og om aftenen havde Casper sin festmiddag med gæster.

Den første uge var vi hjemme; drengene var på tennis-skole de første 4 dage om formiddagen og Maria legede med kammerater nogle af dagene.

Fredag morgen tog vi af sted på en 10 dages tur mod Adelaide, d. 18-27/4. Igen en tur, hvor vi oplevede så meget forskelligt. Vi havde 800 km til Mildura, hvor vi ville sove første nat. Fladt, fladt indland med marker og meget lige veje; vi var blevet advaret om, hvor kedeligt, det ville være, men et fascinerende område var det. Mildura er staten Victorias ”Frugtskål" med frugttræer overalt i dette frodige område. Vi sejlede på floden Murray ombord på en gammel hjuldamper og så nogle historiske bygninger i byen, før vi kørte videre.

Vi boede 5 dage hos Karin (en kollegieveninde til mig), Paul og deres tre børn (14, 7 og 3) i Goolwa ved havet, syd for Adelaide. Herfra var vi på ture i området, hvor Karin og de 2 yngste havde mulighed for at være med os, så det var hyggeligt! Vi så de dejlige strandbyer i området, flod-udmundingen fra den samme flod som vi sejlede på 400 km længere nordøstpå, vinområdet McLaren Vale, Adelaide Hills, Adelaide med sporvognstur til og fra Glenelg og de flotte strande hvor Jacob fik surfet med Erik på 14. - Vi var på heldagstur til Kangaroo Island med gåtur blandt søløver på en strand, sand-surfing i "Little Sahara" og så de fantastiske sten-formationer ”Remarkable Rocks”. Vi havde 28 grader og sol den dag, så vi fik også badet og surfet!!

Børnene legede dejligt sammen og Karin forkælede os med dansk mad (Maria guffede rugbrød med leverpostej i sig)! Vi havde sol og 24 – 26 grader hver dag, så vi nød at have lidt sommer igen.

Hjemad brugte vi 3 dage til at køre turen langs kysten. Det var en fantastisk tur langs ”Great Ocean Road”, som må være en af verdens vidundere!! Desværre var det gode vejr slut; vi havde regnvejr noget af turen og temperaturer kun på 18 – 20 grader. Vi boede i vores telt 2 af dagene, men den sidste dag i  Torquay var der 6 grader kl. 19, så vi var heldige at få områdets sidste motel-værelse.

 

Jens har mange og spændende opgaver, så han får mange timer ”noteret” til firmaet, og det er jo det der tæller, når man er i konsulent-branchen… - Han har indimellem sene aftener, også pga. at han går tidligere den ene dag for at tage med Casper til fodbold. Han er i øjeblikket mest hos ”Costums” (på dansk nærmest Toldvæsenet, men også sikring/overvågning af Australiens kyster), hvor der er opgaver til lang tid endnu.

 

Jeg har ”passet” et udlejningsfirma (lejligheder) for en dansker, som har været 4 uger i Danmark; jeg skulle mest stå standby, hvis noget gik i stykker og så ringe efter en håndværker, men da der var en udflytning, har jeg klargjort en lejlighed til overtagelse af en ny lejer med rengøring, check af inventar osv. Så nu har jeg prøvet at være ”vicevært”…

Jeg har søgt og fået arbejde i en nystartet svensk-ejet og –inspireret bolig- og kontor-indretningsbutik i centrum, og havde første arbejdsdag d. 2/5. Den hedder ”Kikki.K” og har forretninger i Sydney, Melbourne og New Zealand, men dette er 1. butik i Canberra. (se www.kikki-k.com.au). Det er helt nyt for mig at stå i butik, og det er spændende at lære noget nyt og samtidig stå blandt så lækre ting. Der er nedskrevet, hvordan butikken skal indrettes og hvordan kunderne skal betjenes i detaljer, og hvilke holdninger og ideer der ligger bagved. I øjeblikket er jeg der næsten hver dag, da ikke alle nye medarbejdere er startet, men senere skal jeg kun være der som en udvidet frokostafløsning, dvs. 11.45 – 14.45 tirsdag - torsdag, og så lidt mere ved behov (I Australien har mange lang frokostpause, så mellem 12 – 14 er den travleste tid på dagen). Så jeg har stadig mulighed for at køre og bringe Casper og Maria til skole og om formiddagen være med på deres skole. Weekender og børnenes skoleferier holder jeg fri. I øjeblikket er mit hoved fyldt med produktbeskrivelser, varegrupper der hænger sammen (vi skal tilbyde ”best friends” til de enkelte varer) og priser… , men det er sjovt og meget inspirerende!

Samtidig har jeg i 2 dage hjulpet med opsætning af en udstilling for den danske ambassade. Det er i anledning af, at den officielt åbner (åbnede 1. september) efter at have været lukket i 8 år. Det er en udstilling med dansk producerede cykler, postere og film om Danmark som cykelland. Den hedder ”Dreams on wheels” og kommer til København i december 2009. Jeg var ”praktisk gris” og har ligget og monteret kunstig græs og afdækningstape rundt om cyklerne og hængt postere op… Det har været spændende at følge alle processerne til sådan en udstilling. - Det er muligt at låne københavnske bycykler, så det var vi alle ude og prøve i søndags.

På trods af alle de opgaver, der pludseligt dukkede op (tingene kommer vist altid på samme tid, ikk’?), har jeg stadig mulighed for at følge med i børnenes hverdag og det nyder jeg meget. Skolen vil meget gerne have forældre til at hjælpe med, så jeg har været i Marias klasse torsdag formiddage kl. 9 – 11 og hjulpet med forskellige ting. Samlingerne fredag eftermiddag med hele skolen er også en mulighed for forældre at deltage i, så jeg har overværet dejlige opvisninger, sange og foredrag af børnene.

 

Efteråret er kommet til Canberra, og det er blevet koldt om natten. Vi har endda haft frostgrader en nat. Om dagen er temperaturerne 18 – 20 grader og sol, så vi har fleecetrøjer på om morgenen, men hvis her er vindstille, er en t-shirt nok om dagen. Vi har stort set ikke haft regn de sidste 3 måneder, så her er ved at se tørt ud igen.  Bladene på træerne er gule og røde, himlen er dybblå, så der er meget smukt her. Vi har store flokke af Kakaduer og Galah’er overalt.

 

Vi var sidste søndag på løbe-/cykeltur rundt om ”Lake Burley Griffin”, den store sø her i Canberra, hvor der er flere spændende ting at se og læse om langs søen, og hvor mange museer også ligger.

- Vi skal i vinter være turister her i Canberra, der er så mange ting at opleve og se, som vi ikke har haft tid til, da vejret har været til strandture…

 

Vores nye adresse:

53, McIntyre Place – Narrabundah - ACT 2604 - Australia

 

Mange hilsner med ønsket om et godt forår derhjemme

Maria, Casper, Jacob, Jens og Mette.

 

 

 

 

Familien Frandsen © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use

www.jmfrandsen.dk